17. juni 2026
Kære bestyrelse og ansættelsesudvalg i Dansehallerne
Brancherådet for Scenedans i Danmark er et samlende fagligt fællesskab af og med professionelle aktører inden for scenedans i Danmark. Vi arbejder for synliggørelse og bedre vilkår for den koreografiske scenekunst, og repræsenterer hele spektret af udøvende og skabende kunstnere samt øvrige aktører. Derfor er det naturligvis med spænding og stor interesse at vi følger rekrutteringen af en ny direktør i Dansehallerne, og vi håber at I vil tage vores tanker i betragtning i ansættelsesprocessen.
Dansehallerne er for store dele af det professionelle felt for dans og koreografi en helt central organisation, også selv om man ikke har sin daglige gang i huset. I en branche båret af prekære forhold og projekter, er der brug for gode, institutionelle tilhørsforhold – (med andre ord – steder at føle sig hjemme). Dansehallernes historiske opdeling med en scene (Dansescenen) og et hus for branchen (Dansens Hus med daglig træning, Projektcentret, DanseInformationsCentret osv.), præger stadig forståelsen af Dansehallernes samlede ansvar.
I Brancherådet deler vi fuldt ud Dansehallernes vision om at dans og koreografi som kunstform skal have høj status i Danmark. Hvor jobopslaget med rette fokuserer på kunstnerisk indflydelse, økonomisk forståelse og publikum, vil vi gerne være med til at sikre, at dansens status også højnes gennem at styrke, inkludere, lytte til og involvere det professionelle felt på flere måder end nu.
I Dansehallernes strategi, tales meget om dansens økosystem, hvordan man vil være et fagligt kraftcenter og et ressourcegivende samlingspunkt. Dette ser vi i Brancherådet som essentielt, og vi håber, at ansættelsesudvalget vil prioritere en ny ledelse som ser visionært på disse aspekter.
Konkret håber vi, at Dansehallerne fremadrettet vil være drivende for, hvordan vi samlet kan styrke branchen, og gå i dialog om ansvaret omkring f.eks.:
- kompetence- og vidensudvikling
- talerør for kunstformen og dets udøvere
- rådgivende organ
- fagligt mødested
- formidling af viden og generel information om dans og bevægelsesbåret scenekunst
- sikre (dansk) deltagelse i nationale, nordiske og andre internationale netværk
Vi håber også, at Dansehallerne vil være en drivende aktør i, hvordan dans og koreografi når ud i andre formater end på de egne scener, f.eks. i børn og unges møde med dans (i hele landet), i tværfaglige projekter osv.
Vi anerkender de mange færdigheder, der kræves for at lede Dansehallerne – kunstneriske, organisatoriske og økonomiske, og ser også hvordan institutionen gennem den co-producerende strategi og institutionelle samarbejder (f.eks. Dansenet Danmark) har mulighed for at placere København og Danmark et spændende sted på et nationalt og internationalt dansekort.
Det er samtidig også virkelig mange kompetencer og ansvarsområder, der vil hvile på en enkelt persons skuldre (især hvis også ansvaret for branchen øges) – måske bestyrelsen derfor vil overveje at åbne op for et delt lederskab, som vi ser mange gode eksempler på i andre scenekunstneriske organisationer?
Endelig mener vi, at det er vigtigt, at den nye ledelse har dyb viden og/eller interesse i danske forhold – om scenekunstnerisk infrastruktur, kulturpolitik, støtteordninger og historie for dans og koreografi i det frie felt – for at kunne stå som et kraftfuldt ressourcecenter for dans.
Vi ser et stort behov for et hus, der bredt understøtter et divers miljø nationalt med videndeling, netværk, støtte til synlighed og fremme af lokale forankringer.
De bedste hilsner,
Bestyrelsen for Brancherådet for Scenedans
I kan læse mere om Brancherådet her: http://scenedans.dk
Den 25. juni 2026 sendte bestyrelsen for Dansehallerne følgende svar til Brancherådet:
Kære Bestyrelsen for Brancherådet for Scenedans
Tak for jeres åbne brev og for de refleksioner, I har delt i forbindelse med rekrutteringen af Dansehallernes kommende direktør og kunstneriske leder.
Vi værdsætter jeres engagement i udviklingen af dans og koreografi i Danmark og de perspektiver, I bringer ind i samtalen om Dansehallernes fremtid. Dansehallerne har en vigtig rolle som både kunstnerisk institution, samlingspunkt og ressource for det professionelle danse- og koreografifelt, og det er værdifuldt, at disse perspektiver bliver bragt i spil i forbindelse med ansættelsen af ny direktør.
Mange af de temaer, I fremhæver, afspejler ambitioner og hensyn, som også indgår i bestyrelsens arbejde og i grundlaget for den igangværende rekrutteringsproces. Vi tager derfor jeres input med os i de videre overvejelser.
Tak for jeres bidrag til dialogen om Dansehallernes fremtid.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Dansehallerne